Det var i dag, vi lod den motoriserede kano stå ved bredden langt fra bymæssig bebyggelse. Den havde ellers det meste af i går været et uovertruffet befordringsmiddel og havde givet os mange smukke timer med strømmen ned ad Río Napo. I stedet for at sejle videre gik vi i dag direkte ind i tykningen, hvor vi fulgte stierne for om heldigt at møde dyre­livet, der hvor det er, og ikke nøjes med at nyde synet af tukaner, væverfugle, hejrer, der kom svæv­ende, glidende gennem luften lodret over vore hoveder, krydsende floden.

Det var i dag, jeg fik opfyldt min længe nærede drøm om at fornemme, hvordan den fugtige og varme regnskov omringede mig til alle sider i en sådan grad, at angst og fryd lod sig blande til en forvirrende og ophidsende cocktail, som jeg grådigt nedsvælgede i store slurke. Angstfuld fryd, fryde­fuld angst. To følelser så tæt forbundne. Det der fryder én mest, er ofte fyldt til randen med angst. Det sitrer i maven af fryd. Og jeg ville ikke flygte fra den frydefulde angst, som fik mig til at føle mig så intenst levende som aldrig før.